Kapa haka forklaret

Hvad ordene betyder

Betegnelsen kapa haka dækker maoriernes handlingssange og de grupper, der synger dem. Læst ord for ord betyder det gruppe, kapa, og dans, haka. Det er en vigtig vej for maorierne til at udtrykke og vise deres arv og kulturelle identitet gennem sang og dans. Moderne kapa haka går tilbage til tiden før europæernes ankomst, hvor det udviklede sig fra traditionelle former for maorisk scenekunst: haka, mau rākau (våbenbrug), poi og mōteatea (traditionelle maoriske sange).

Sådan opbygges en optræden

En kapa haka-gruppe opbygger sit værk af en suite sange og danse, der spænder over flere slags maorisk musik og dans, sammenføjet til én helhed. De sædvanlige typer er opvarmningssangen, indgangssangen, handlingssangen, hakaen, den gammeldags sang, poi og en afsluttende sang, og hver type kan forekomme mere end én gang. Udøverne er i høj grad synkroniserede, idet bevægelse, timing, kropsholdning, fodarbejde og lyd går op i en højere enhed. Museets session er sit eget program, så brug disse former som en lyttestøtte, ikke som en køreplan.

Sangene: waiata tira, whakaeke, waiata-ā-ringa

Waiata tira er korsatser, der bruges til at varme stemmerne op og præsentere gruppen for publikum på en måde, der generelt er let og positiv. Whakaeke er også korsatser, ofte brugt til at kommentere en aktuel social problemstilling eller til at mindes nogen, eller blot som indgangssang. Waiata-ā-ringa, bogstaveligt talt hændernes eller armenes sange, er handlingssange, hvor arm- og håndbevægelser udsmykker og forstærker den sungne poesi. De indeholder wiri, hændernes skælven, og sangens poesi er helt på maori.

Poi og hændernes lyd

Poi indebærer at svinge bolde fastgjort til snore i takt i en række forskellige figurer og rytmer, mens udøverne synger en sang. Lyden af poi, der rammer hænderne, er en vigtig del af den musikalske ledsagelse. Ifølge den sædvanlige fremstilling har poi deres oprindelse i den førkoloniale praksis med træning med poi for at forbedre smidigheden, og i dag bruges de til at fremvise ynde og fingerfærdighed. At betragte hænderne er halvdelen af fornøjelsen, fordi snorenes sving og poi'ens lyd er timet sammen.

Hakaen og den afsluttende sang

Haka beskrives bedst som udfordringer. De bruges til at gøre et pointe, ære nogen eller noget, fortælle en historie eller udtrykke en følelse, og de udføres af både mænd og kvinder. Det er vokale optrædener med rytmisk deklamation og det ansigtsudtryk, der kaldes pūkana, bogstaveligt talt stirren. Whakawātea er korsatser, der bruges til at tage afsked med publikum eller gøre et sidste pointe, inden man forlader scenen. Guiden til hakaen forklarer, hvorfor maoriske forskere afviser ideen om, at haka kun er krigsdans.

Læs næste: Hakaen forklaret

Hvem optræder, og den nationale festival

Kapa haka-grupper er blandede og spænder fra flere personer til snesevis. De bærer muligvis eller muligvis ikke kostume, og personerne i en gruppe er forbundet på en eller anden måde, gennem udvidet familiegruppe, stamme, skole eller en anden sammenslutning. Nogle få udøvere har særlige roller, såsom kaitataki, lederne. De eneste musikinstrumenter er guitaren, pūtatara-konkylieskallen, lydene fra poi og rākau samt kropspercussion. Te Matatini, den nationale festival, har sit navn fra ordene for mange ansigter, og den første festival blev afholdt i 1972.